MasterChef – Danmarks største madtalenter

Masterchef er tilbage med den største sæson hidtil, et spritnyt MasterChef-køkken og hele 40 nye deltagere, der alle kæmper om trofæet og 100.000 kr. i førstepræmie.
De er udvalgt over fire dages audition i skarp konkurrence mellem madtalenter fra hele Danmark – og som noget helt nyt er der i år enkelte dueller til audition, hvor to udvalgte aspiranter kæmper mod hinanden om ét eftertragtet forklæde. Andre håbefulde amatørkokke skal igennem en traditionel audition med minimum to ja’er fra dommerne, før de kan iklæde sig et MasterChef-forklæde.

For de 40 der går videre, venter der derefter en uges lærerig træningslejr, hvor dommerne Jesper Koch, Jakob Mielcke og Thomas Castberg hver især vil undervise i forskellige teknikker.
Deltagerne får sat deres evner på prøve i grundlæggende køkkendiscipliner som moderne saucer, optimal udnyttelse af grøntsager og tilsmagning af retter – og for dem der ikke klarer testen, bliver det farvel til Masterchef.

Gennem 56 afsnit, der tager deltagerne igennem nogle af madlavningens største udfordringer, fra klassiske retter til den ultimative udfordring i dessertkøkkenet, stiger spændingen og dramatikken.
Før den endelige finale kan udkæmpes, skal madtalenterne imponere et væld af gæstekokke som Dak Wichangoen (Kiin Kiin), Kristian Baumann (108), Mark Lundgaard (Kong Hans Kælder) og Per Thøstesen (Bistro Boheme), styre køkkenet på en toprestaurant herhjemme og klare sig igennem flere konkurrencer end nogensinde før. Kort sagt en fantastisk sæson med masser af jubel og tårer, der venter til foråret på TV3.

Produktionsår:
2011 – nu

Sæsoner:
11

Producent:
Niclas Nordenström