En Have i Gave

Sig tak og overrask én du holder af med en drømmehave…

TV 2 fri vil give en have til en haveejer, der har fortjent en hjælpende hånd.

Vores to haveeksperter Knud og Dorthe, allierer sig med lokale teams af anlægsgartnere og flittige familiemedlemmer og venner, når de rejser rundt i alle kroge af Danmark for at gøre grønne drømme til virkelighed.

Dorthe Kvist er havedesigner og forfatter. Til daglig arbejder hun med at indrette både haver og indendørsrum i sit designfirma. Et af hendes specialer er at omdanne små vanskelige arealer i byen til brugbare haver for dem, der bor der.

Knud Bundgaard er vokset op på en planteskole. Han er en erfaren havearkitekt, der lægger vægt på at forene haven med det hus, der hører til grunden. I sit firma tegner han haver for både offentlige og private kunder.

Ambitionerne er store når vildnæs skal tæmmes, kedelige græsplæner nytænkes, nordvendte forhaver lives op og uoverskuelige jordbunker flyttes til fordel for hygge, leg og spændende spiselige vækster. MEN den uvidende haveejer er kun væk i to dage, så hvert et spadestik bliver en kamp mod tiden.

Seeren kan følge med fra den rørende historie, til tankerne bag de storslåede skitser og hele vejen igennem de lærerige processer, der giver masser af brugbare tips og tricks til selv at gå i gang med at bygge terrasse, plante ny hæk, skabe hyggelige uderum og stifte hundredevis af nye plantebekendtskaber.

Sammen med vores vært Ellen Nybo følger vi hovedpersonerne og venter spændte på, hvordan gaven vil blive modtaget – når den intetanende ejer vender hjem og opdager den vilde forvandling.

Produktionsår: 2016 – nu

Sæsoner: 1

Producent: Eric Engesgaard